Ejer du heller ikke din bil om tre år?

Hvorfor skal danskerne partout eje deres nye elbil med komplicerede afgiftsstrukturer som politisk incitament?

Af Jesper Kjærsgaard-Nielsen, administrerende direktør i :Dribe

Udgivet første gang på Finans.dk den 1. september 2021

Christoffer Husted Rasmussen skriver i et debatindlæg 5. august, at et bilabonnement er et smart nicheprodukt til kampen om slutbrugerne indbyrdes i branchen. Det er nogle interessante betragtninger, han fremfører og ikke overraskende anvender han Dribe som eksempel. Men jeg mener, at han glemmer, at danskerne er kloge forbrugere, der stiller højere krav til branchen end blot ”smarte” produkter – med rette. Derfor skal vi som branche arbejde på bæredygtige løsninger – reelle grønnere muligheder på den korte bane, hvis vi for alvor skal få skub i forandringerne.

I min optik skal vi vende behovet for bil på hovedet: Hvorfor skal danskerne partout skal eje deres nye elbil med komplicerede afgiftsstrukturer som politisk incitament. Resultatet? En stigning i den samlede flåde, men hvorfor, hvis mindre kan gøre det? 1,65 mio. bil af den nuværende danske privatbilsflåde på 2,7 mio. vil stadig køre på de danske veje i 2030, ifølge Dansk Statistik. Det svarer til 61 pct – og så er der lang vej hjem, miljømæssigt. Jeg mener, at så mange som muligt i stedet skal dele en flåde af biler, som både dækker forskellige behov og som løbende bliver udskiftet til de mest miljøvenlige biler. Biler, som mange flere deler, og derved kun fylder på veje og gader, når der er brug for det.

Det lød skørt, da CD og DVD blev spået ude

Spørg dig selv, hvorfor du skal eje din egen bil, hvis du har adgang til mange forskellige biler via et abonnement? Præcis som det var umuligt at forestille sig at høre musik uden en CD-afspiller i 90erne, så forstår jeg, at bilabonnementet kan synes som et niche- eller fremtidsprodukt. Danskerne har altid haft en sund skepsis overfor ny teknologi, men vi jo har for længst styr på abonnementsmodellen. I dag behøver vi ikke engang at eje vores egne briller og vi har musik via Spotify, og ser serier og film via

streamingabonnementer. Et springende punkt – og der, hvor jeg for alvor ser bilabonnementet adskiller sig fra de traditionelle bilformer; mini- og privatleasing eller ejerskab, som Christoffer Husted Rasmussen oplister – er totalomkostningerne.

F.eks. har vi regnet på nogle eksempler på pris og co2 udledning: Kører du en mindre bil ni måneder om året og en stationcar tre måneder hen over sommeren på abonnement, sammenlignet med både privatleasing og køb af en tre år gammel bil, er bilabonnementet fortsat billigst samlet set – og vigtigere endnu: Lavest Co2-udledning. Jeg opfordrer til, at man nysgerrigt selv regner på de samlede årlige omkostninger.

Vend behovet for bil på hovedet

Mit budskab er dette: Lad os ikke længere tale om enten eller – bil eller ikke bil. Elbil eller brændstofbil. Stor/lille bil. Da regeringen lancerede nye kostråd, bad de heller ikke danskerne om at droppe samtlige røde bøffer, fordi det er mere klimavenligt – de gav i stedet tips til mindre tiltag, der også gør en forskel. Vaner er svære at ændre og det samme gælder vores transport. Man plejede at sige, at dit behov for bil ændrer sig gennem livet – og det er her, vi kan gøre en forskel, for faktum er, at vores transportbehov ændrer sig løbende i løbet af året, sågar i løbet af ugen for nogle.

Måske har du behov for en lille bybil på el i løbet af ugen, mens en stationcar er ideel til weekendens fodboldturnering med børnene og deres kammerater. Jeg sikker på, at de fleste af os vil kunne genkende situationer, hvor en stor bil ikke har været den bedste løsning i en smal parkeringsbås.

Behovet handler netop ikke om selve bilen men om, at danskerne bare gerne vil matche deres behov for transport og derfor som udgangspunkt vælger den bil, der matcher deres maksimale behov – i stedet for det behov, man har det meste af tiden. Med den vigtige tilføjelse, at danskerne også ønsker at vælge så bæredygtigt som muligt. Forandringen kommer, og jeg er overbevist om, at danskerne er klar til at vise vejen som foregangsland.

Udgivet i Nyheder

SE VORES LOKATIONER HE